Generalprøven på Skansespillets Into the Woods 2026, hvor Sammen om Hals var inviteret med på Hals Skanse. Artiklen fremhæver forestillingens stærke sangstemmer, levende karakterer, lokale fællesskab og praktiske billetinformationer til årets forestillinger.

I går var min kone og jeg til generalprøve på Skansespillet 2026, hvor årets forestilling er Into the Woods. Vi var afsted på vegne af Sammen om Hals, efter at Skansespillet venligt havde inviteret to personer fra alle foreninger i Hals.
Inden forestillingen bød Hals Erhvervsforening på en sandwich gennem mit firmas medlemskab af foreningen, og derefter satte vi os klar til en aften med sang, eventyr og masser af gode grin.
Forestillingen begyndte med lidt lydudfordringer, som gav et par korte pauser i starten. Det blev dog hurtigt løst, og skuespillerne tog det hele med imponerende ro og overskud. Derfra foldede stykket sig ud som en flot og levende oplevelse med mange dygtige sangere og stærke præstationer.
Uden at afsløre for meget vil vi især nævne den “fantastisk” irriterende Lille Rødhætte, som starter sød og uskyldig, men vokser gennem stykket og ender som en stærk og modig karakter, der ikke er sådan at bide skeer med. Hendes bedstemor fortjener også en plads her: en sej gammel dame, man ikke skal komme på den forkerte fod med - Hun har vist en fortid som slagter og er ikke bange for at få beskidte hænder.
Den gyldne harpe havde en skøn, selvsikker udstråling, som bondedrengen Jack blev vældig glad for, og det kunne vi andre sådan set godt forstå. Askepot og bagerkonen leverede imponerende sangstemmer, og heksen fik både dybde og kant frem, mens hun viste præcis, hvor hun skulle ramme med sin magi. Prinserne var opdraget til at være charmerende, om end ikke nødvendigvis oprigtige. Og så må min personlige favorit være koen Mælke og den personlighed, de formåede at give en bunke brænde med lidt snor... Fantastisk.
Der er mange flere karakterer, der fortjener at blive nævnt, men Skansespillet skal opleves, ikke bare læses om.
Tager man til en af aftensforestillingerne, er det en god idé at tage godt med tøj på. Solen varmer dejligt i starten, men senere på aftenen bliver man glad for en ekstra trøje eller to, så fokus kan blive på showet og ikke temperaturen.
Into the Woods spiller på Hals Skanse fra torsdag den 2. juli til lørdag den 11. juli 2026. Billetter kan købes hos Skansespillet: https://www.skansespillet.dk/billetter-info/
Billetpriserne er:
180 kr. online for standardbillet,
150 kr. online for unge 15-25 år
100 kr. online for børn 4-14 år.
Børn under 4 år er gratis.
Billetter kan også købes ved indgangen til en lidt højere pris.
Og traditionen fortsætter: Næste års forestilling er allerede valgt, og i 2027 bliver det Matilda.